Værdigrundlag
Værdigrundlaget for Østvendsyssel Ungdomsskole.
Skolens overordnede værdisæt er formuleret i skolens vedtægter, hvor det bl.a. hedder:
Skolens formål er:
· at konfrontere eleverne med evangeliet om Jesus Kristus
· at medvirke til, at eleverne på dette grundlag kan tage stilling til
menneskelivets mange problemer.
· i et kristent fællesskab at udvikle dem til modenhed, ansvarsbevidsthed
og samarbejdsvilje
· at give dem en undervisning, der kan danne basis for deres videre uddannelse.
Skolens virke og dagligdag tager sit udgangspunkt i ovenstående formuleringer, der har dannet baggrund for Undervisningsministeriets godkendelse af skolen som undervisningsinstitution.
I hverdagen på skolen betyder dette:
Østvendsyssel Ungdomsskole er en kristen efterskole, hvor det kristne livs- og menneskesyn har en altafgørende betydning for
det møde, der finder sted mennesker imellem igennem undervisning og samvær. Igennem oplysning og samtale om det kristne livsgrundlag skal eleverne få mulighed for at møde evangeliets budskab og dermed få mulighed for at forholde sig til såvel deres eget som andres liv. Dette sker igennem obligatorisk kristendomsundervisning, morgenandagter, fællestimer m.m.
- Skolens dagligdag skal bære præg af at ethvert menneske har værdi og er en nødvendig del af et ligeværdigt fællesskab. Nøgleord for skolens pædagogiske hverdag er derfor begreberne ligeværd, tolerance og medansvar.
- Skolen skal igennem hele sin hverdag udfordre og opfordre til at den enkeltes personlige, faglige og sociale udvikling er en vigtig del af det personlige ansvar.
- Den enkeltes mulighed for at udvikle sig skal ske i et forpligtende samarbejde elev-elev imellem, lærer-elev imellem og personalet imellem.
- Skolens undervisning skal mindst leve op til de krav og tilbud der gives i de tilsvarende klassetrin i folkeskolen. Dette gælder også prøvekrav og muligheder.
- Fællesoplevelser i såvel undervisningsmæssige som andre sammenhænge vægtes højt, for derigennem at give eleverne mulighed for at erkende at fællesskabets muligheder og værdi.
- I de aktivitetsbetonede fag skal det tilstræbes at der gives eleverne muligheder for at opleve og afprøve nye sider af sig selv. Dette gøres bl. a.. ved at eleverne flere gange i løbet af skoleåret får mulighed for at vælge nye fagområder.
- I den boglige undervisning tilstræbes der et højt fagligt niveau, der udfordrer den enkelte for at danne den bedst mulige basis for valg af videre uddannelse.
- I vurderingen af den enkelte elev er det vigtigt, at inddrage alle aspekter af elevens evner og muligheder, altså ikke kun de fagligt relaterede vurderinger.
- Rådgivning og vejledning om uddannelsesmuligheder efter endt grundskoleforløb vægtes højt, så den enkelte elev stilles bedst muligt m.h.t. videre uddannelsesforløb under hensyntagen til kvalifikationer og interesser.
- Forældresamarbejdet er en væsentlig del af et efterskoleophold og der tilstræbes et højt informationsniveau.
Hvert år sætter skolens personale og bestyrelse fokus på et eller flere områder af skolens værdigrundlag. I skoleåret 2202/2003 og 2003/2004 er der sat fokus på forkyndelsen og på hvordan skolen i praksis formidler det kristne værdigrundlag. Skolens bestyrelse formulerer et eller flere spørgsmål til skolens personalegruppe ,der så gennem drøftelser internt og sammen med bestyrelsen, præciserer hvad der i den forløbne periode er arbejdet med og foretager de dermed forbundne evt. ændringer. Senere fokuspunkter vedlagt som bilag – findes på skolens hjemmeside som dokumenter.









